top of page

Håbet skabes i balancen

Lige nu kæmper verden ikke blot med en sygdomsepidemi men også med at bevare håb. Som jeg ser det, er håb noget, vi aktivt skal skabe gennem balance. Enkelt fortalt skal du lave mere af alt det, der giver dig håb og mindre af det, der fratager dig håb. Håb kommer af at gøre de handlinger, tænke de tanker og føle de følelser, som giver os hver især – dig og mig – vores håb. I den nuværende krisesituation er det blevet ekstra vigtigt, for vi kommer let til at gøre en hel masse, som egentlig ikke styrker håbet men det modsatte.


Tag nyhederne som et godt eksempel. En del mennesker fortæller, at selv om de egentlig ikke vil det, tager de sig selv i hele tiden at skulle opdateres. Er det nyttigt til at give håb? Ind imellem måske men ofte gør det ikke. Ikke kun fordi nyhederne er så alarmerende og dramatiske, som de er, men også fordi denne nyhedsopmærksomhed afholder dig fra at gøre alt det, som kunne styrke håbet.


Tænk over, hvordan du kan gøre ekstra meget af det, som du erfaringsmæssigt véd styrker dit håb. Det handler om balance og denne balance er lige nu kraftigt udfordret. Mange mennesker verden over bliver smittet med Corona-virus, mange med alvorlige konsekvenser. Det er ofte de mennesker, der i forvejen er udsatte, socialt, psykisk, sundhedsmæssigt. Det er mennesker med kroniske lidelser, gamle, fattige, mennesker der bor på gaden. Og selvfølgelig også en masse andre mennesker.






Det, vi skal passe på lige nu, er ikke gøre problemerne større, end de allerede er. Du behøver ikke vide præcist, hvor mange smittede der er i det ene eller det andet land for at kunne sende en varm tanke, din medfølelse, et pengebeløb eller en bøn til disse mennesker. Vi skal holde den balance som både østlig og vestlig filosofi taler så meget om. Vi må ikke blive ligegyldige og på den anden side heller ikke blive panikslagne. Vi skal finde middelvejen.



Personligt laver jeg derfor ekstra meget yoga, kommer ekstra meget ud i naturen, cykler og går ture. Jeg véd, at mange er udfordrede med hjemmearbejde, børn og voksne sammen, der tærer på tålmodigheden. Andre tænker med bekymring på økonomien, pårørende eller sig selv, der er sygdomstruet. Desto mere vigtigt er det at sortere alt det fra, som får håbs-vægten til at tippe. Spørg eksempelvis dig selv om det er nødvendigt at opdatere dig nyhedsmæssigt mere end én gang om dagen. Spørg dig selv, om du behøver fortælle din nabo om det smittetal, du lige har læst. Spørg dig selv om du behøver tænke den bekymrende tanke, som du lige nu er i gang med at tænke. Og husk: De handlinger, der nu giver håb, gør os modstandsdygtige over for modgang - også når denne krise er overstået. Det er yoga-filosofi i praksis.


- Skrevet af Jan Brødslev Olsen, Coach, yogalærer & foredragsholder - Læs mere om Jan på hans hjemmeside her.


Jan er desuden sammen med Vibeke Graven, forfatter til bogen “Hvor der er håb” fra forlaget Samfundslitteratur.

146 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page